Fokus på kosten

FundRacers er i fuld gang med forberedelserne til den kommende sæson, og der er mange spændende tiltag under opsejling.

Træningsmæssigt har vi nu skiftet fokus fra opbygning af styrke, til opbygning af løbeform. Hvis vi skal klare os godt i de 30 løb vi skal deltage i, er det afgørende at løbeformen er god.

Det vigtigste fokus de kommende måneder, kan de fleste mennesker relatere til: Vi skal tabe os, og blive lettere!

Årsagen til at det er afgørende at vi er ”lette”, er at jo flere kilo du slæber rundt på, desto langsommere løber du. En god måde at illustrere det på, er at tage en 10 kg vægtvest på, og løb en tur. Det er klart hårdere, og du får en markant langsommere tid. Det øger også chancer for skader, da dine led og ben udsættes for unødvendigt tunge stød hver gang du løber. Løbestil er et andet fokusområde, men det kommer der mere om i en anden blog.

En anden grund til at det er vigtigt for os at smide vægt, er at OCR løb naturligvis indeholder forhindringer. Dermed skal du mange gange løfte din krop, hoppe over forhindringer osv. Det er naturligvis også nemmere, jo færre kilo du har at slæbe rundt på!

Den vigtigste ingrediens i formlen til at smide vægt, er kosten! Det er fuldstændigt ligegyldigt hvor meget du træner. Hvis du spiser forkert, kommer du ikke ned i vægt.

FundRacers har derfor allieret os med Helle Øster Nielsen, som er kostvejleder og ansvarlig for alt kostrelateret i Fitness World. Læs mere om Helle her: http://www.fundracers.dk/omos/

Helle vil løbende komme med indlæg vedr. Kost og ernæring, opskrifter, tips og tricks og løbende give en status på FundRacers udvikling.

Det første Helle har gjort, er at sætte os alle til at føre en madlog (via www.madlog.dk). På den måde kan hun få et indblik i vores kostvaner.

Det giver Helle de bedste forudsætninger for at optimere vores kost, så vi taber fedt uden at miste muskelmasse. Samtidig sammensætter hun vores kost, så vi er toptunet og klar til at yde en verdensklasse indsats når det virkelig gælder!

Helle udarbejder en kostplan til OCR racere, så man kan få inspiration til, at komme i gang med sin sunde livsstil og gode kostvaner. Vi deler løbende ud af vores erfaring, op og nedture og små historier her på hjemmesiden.

Er der nogen spørgsmål, er I velkommen til at stille dem her, eller på vores facebookside: www.facebook.com/FundRacersDK

God træning derude!