Race Report: Evolutionrace – Urban

30-05-2015

Distance 10,8km.

Forhindringer 12+3 murre.

Album

 

Løbet fandt som vanligt sted på Boblepladsen, Gammel Carlsberg, i Valby. Fede settings med de gamle bygninger og parkour-området midt i det hele, lækkert og råt.

Klokken var 9 da vi ankom til løbspladsen, det småregnede og det var koldt, ikke just det vi havde brug for med 9×1,2 km løb samt 12 stationer i det forestående løb i sigte. Stemningen var dog super inde i hallen og i takt med at deltagerne og future Predators meldte deres ankomst, begyndte hallen at emme af fanden-i-voldsk-hed. Folk var tændte og klar til at slippe deres urmenneske løs!

Vi blev kaldt til samling, briefing samt instruktion foregik ved at vi alle løb den 1,2 km lange løberute fælles, som førte os igennem Carlsberg-byen, op ad bakken ved elefantporten og ned igen via en sidevej der skulle føre os over tre lækre mure og tilbage til Boblepladsen, hvor alle stationerne var placeret omkring. De tolv stationer blev så gennemgået m.h.t. hvor mange gange vi skulle løfte de tunge ting, hvor langt vi skulle klatre og alt i alt gik det bare op for os hvor sadistisk Thomas, arrangøren, er, på det fede måde vel at mærke og vi måtte langsomt erkende at vi skulle trække på alle de færdigheder vi havde, eller i hvert fald fake det så langt som det var fysisk muligt. Afslutningsvis skulle vi i kor tage den vanlige ”Predator-ed” hvorved vi mentalt forberedte os på at indtage og dominere strabadserne og som et nyt indspark toppede Thomas lige vores peptalk af en kendt Rocky-tale for lige at give konkurrence-genet et ekstra gear op. Et kort sekund nåede jeg at tænke at det var lidt kitsch, men må blankt indrømme at det alligevel virkede på mig, mit ego, min indre Predator blev vækket og da følgende tale var slut, var jeg klar til at ommøblere hele Carlsberg-byen:

Let me tell you something you already know. The world ain’t all sunshine and rainbows. It is a very mean and nasty place and it will beat you to your knees and keep you there permanently if you let it. You, me, or nobody is gonna hit as hard as life. But it ain’t how hard you’re hit; it’s about how hard you can get hit, and keep moving forward. How much you can take, and keep moving forward. That’s how winning is done. 

Fast forward til start. Vi havde besluttet at vi skulle løbe samlet, så FundRacers mønstrede Chakib, Jakob, Jonas og undertegnede, samt dagens support racer Malene. Starten gik og vi var flyvende. Til at sparke os i gang var hele tre stationer, så vi afviklede hurtigt og uden de store problemer 1 station som bestod af 5 Pullups og 5 Toes2Bars. Station 2 bød på 20 Jumpovers, hvor vi skulle hoppe, 20 gange, over to bjælker på pladsen, piece of cake. Dernæst videre til trappeløb med to kettlebells h.h.v. 2x 12 kg for kvinderne og 2x 16 kg for mændene. Op til toppen af trapperne og ned igen, hvor mange etager der var fandt vi aldrig ud af, for vi var stadig lidt høje på adrenalin (og måske lidt preworkout) over at være i gang, for vi havde glædet os rigtig meget til dette løb, som sidste gang sparkede vores røve godt og gedigent, især min røv. Men jeg havde trænet sidste Polar race i januar, målrettet for at netop dette løb ikke skulle få mig ned med nakken IGEN! Eneste dårlige samvittighed og frygt var rope climbs. Men tilbage til trapperne. Vi kom ned igen og skulle ud på vores første runde løb.

jump

Lidt overmodige angreb vi Carlsberg-bakken, men måtte erkende at den havde været der i mange år og den var IKKE imponeret, for den tiltænkte effekt med netop overståede jumpovers samt det tunge trappeløb ramte nu, hårdt, og vi blev nu atter bekræftet i at hill sprints bare ikke er så sjovt som det lyder til! Det gik heldigvis nedad igen på et tidspunkt og de tre mure skulle forceres, wee, her er vi hjemmebane, over og videre. Tilbage på pladsen og station 4, traversering på mur.

Jeg tænkte: hvor svært kan det være, bare klatre lidt sideværts? WRONG! Det gør nas og resten af løbet kunne jeg mærke denne forhindring i mine underarme, fedt – ja, lidt masochist er man vel? Det lykkedes dog os alle at traversere fra A til B uden at få straf, hvilket denne gang udgjorde en lidt mere rimelig 15 min tillæg på tid. Ud på endnu løbetur og Malene, som repræsentant på det stærkere køn kunne simpelthen ikke længere vente på os sløve padder, så hun tog flugten og hende så vi efterfølgende kun i fuld firspring foran os. Efter endnu en rundes løb og tre mure skulle vi ved station 5 nu løfte nogle træstammer op 8 gange op på en rampe. Jeg landede først ved stationen og gav mig i kast med at løfte, alt imens alt viden om korrekt løfte-bære teknik røg af fløjten, men op kom stammerne. Fire løft overstået så landede Jonas over for mig, med en anden og tydeligvis bedre teknik, for han indhentede mig. Men det var ok, for vi skulle jo følges ad, så under dække af det så ”lod” jeg ham overhale mig 🙂

tire

Holdet blev færdig og endnu en runde løb og tre mure og ankomst ved station 6, tire flips-hop-ind-i-og-over 10 gange. Igen og til trods for at min kæphest når jeg underviser er ”korrekt løfte-bære-teknik” var det langt fra smukt hvordan jeg fik væltet dækket rundt, men rundt kom det og med lidt tilovers til at FundRacers-pose overfor resten af holdet mens de færdiggjorde. Tid til endnu en omgang, som i løb mod tre mure!

slosh

Station 7, gang med Slosh Pipe. Det var sjovt, fedt og meget anderledes. Et rør halvt fyldt med vand har samme effekt som hvis du havde drukket selvsamme rør fyldt med vodka, man var ikke helt i kontrol over bevægelserne og kerne- og balanceevnen kom på overarbejde. Jeg havde egentlig planlangt at ville vise overskud ved at løfte det slosh pipe over hovedet, meeeen det var tydeligt fra første øjeblik at det IKKE ville have været et hit og med sikkerhed ville have medført blamering på et eller andet plan. Endnu en runde løb mod mure forude og mine knæ begyndte nu at værke når jeg landede, men det skal bekendt løbes væk, så det gjorde jeg. Inden vi landede på pladsen gik op for mig at min ærkefjende REBET ventede på mig nu. Dammit! Jeg havde tillært med j-låsen og den fungerede ved sidste løb i Malmø, så mon ikke den virkede nu. Jeg hoppede op på rebet ved station 8, jeg skulle 2 gange op, jeg låste mig fast, troede jeg, men landede gang på gang tilbage på jorden. Jeg kunne ikke få låsen til at virke. Nu blev jeg sur, det kunne ikke passe? De tre andre var ved at være færdige og jeg var ikke engang kommet en meter op! Jeg gjorde et sørgeligt og, indrømmet halvhjertet, sidste forsøg som ligeledes fejlede. Jeg bed bitterheden over ikke at have øvet rope climbs meget mere i mig og tog min straf på 15 min.

agili

Hvad man ikke har i overkroppen, må man have i benene og med det in mente tog jeg afsked med resten af holdet, for nu gik kampen mod uret for alvor i gang. Jeg skulle indhente de 15 min på resten af løbet! Jeg satte i spurt, og på vej op ad bakken kunne jeg høre Sylvester Stallone’s stemme, eller var det Thomas’ ”it ain’t how hard you’re hit; it’s about how hard you can get hit, and keep moving forward. How much you can take, and keep moving forward. That’s how winning is done”. Peptalken virkede og jeg fandt min indre predator frem, fandt et nyt gear og gav los. Præcisionskast på station 9 med petanque-kugler blev hurtigt afviklet og mine ben var stærke, så blæste igennem løb og mure til station 10, agility, over og under en masse stænger. Et sted undervejs blev jeg lidt svimmel og det var hårdt at skulle helt ned og kravle samt over de høje barrer, men jeg var på en mission og nogle af de 15 min var indhentet, jeg kunne i hvert fald ikke se resten af holdet. Mere løb og flere mure og så station 11, traversering på balancebom. Til trods for at pulsen var høj, formåede jeg at holde fokus, dræberblik i øjet og mistede ikke fodfæstet. Mine kræfter i benene syntes utrættelige og jeg følte mig stærk og hurtig nok til at fange en gazelle på Savannen. Eller i hvert fald hurtig nok til at fange en flodhest og hey, flodheste er faktisk overraskende hurtige!

Jeg havde på nuværende tidspunkt ingen føling med hvor langt jeg var og da jeg således landede på station 12, var det ikke en glædens gensyn der mødte mig: ATLAS-stenen (indsæt dramatisk musik)! Ved sidste Evolution Race kæmpede jeg med at hejse selvsamme sten 1000 meter op (+/- en km), ja jeg er sikker på at det var præcis samme sten, der var vendt tilbage for at håne mig. Sidste gang tilbragte jeg allermest tid på en station med netop denne sten, jeg kom hjerteskærende tæt på at få hejst/trukket den helt, men den havde hele tiden overtaget og afviste sejren den gang. Denne gang skulle jeg dødløfte den op i 2 meters højde. Jeg forsøgte tre gange uden held. Men tænkte så at de 15 min som jeg mente jeg havde indhentet på resten af holdet ikke skulle gå til spilde, så jeg mønstrede alle kræfter, HUSKEDE korrekt løfte-bære teknik og så var den der, HA! Jeg vandt, men du var en værdig modstander ATLAS-sten, vi ses sikkert igen til Evolutionrace – Jungle.

Stadig lidt svimmel og høj af glæde over sejren løb jeg ud og skulle til at sætte spurten ind på en sidste løbetur, da jeg blev stoppet med instruksen: ”du skal bare hen og op på muren, så er du færdig”. Muren lå for ende af pladsen og blev forceret med et lille tilløb. Jeg brølede da jeg rejste mig på toppen af muren. Visualiserede et kort øjeblik Savannnen og forestillede mig at mit brøl var et tegn på at alle derude var underlagt min dominans. Et par små drenge der legede i et tov ved siden af grinte af mig og som om det ikke var nok så var deres legende lethed på rebet endnu et kald tilbage til realiteten, at jeg ikke engang var kongen af Boblepladsen. Jeg meldte dog min ankomst ved mål alligevel og stolt erkendte jeg at denne gang fejlede jeg kun på en af stationerne og jeg var (næsten) en fuldbyrdet Predator!

end

 

Det var et fedt løb og må erkende at jeg har fået smag for Evolution Races, de er fede og udfordrer på mere end blot kredsløbet og det appellerer til mig. Jeg glæder mig meget til EvolutionRace – Jungle d.20. september, hvor Atlas stenen og Rebet venter. Ved næste møde vil jeg dog dominere dem begge, så jeg er Predator-titlen værdig.