Race Report: Toughest Mini Tour Copenhagen 2014

27-09-2014

Distance 8km.

Forhindringer ca. 50.

Album

Løbet blev afholdt i området omkring Amager Strandpark, FundRacers stillede til start med Michael, Jakob og undertegnede, Jonas.

Ved ankomst kunne man ikke andet end at komme i god stemning. Toughest havde indrettet start/mål området som en lille festival fyldt med boder; mad, merchandise, træningstøj og sko, kort sagt alt hvad man lige skulle kunne få brug for. For at højne stemningen var der indrettet en DJ tårn hvorfra musikken strømmede ud, og der gik 2 MC’s rundt der med kække bemærkninger motiverede alle løbere.

Selve løbet bar i stor grad præg af at det var en strandpark. Og strand betyder sand, MEGET sand, de første 2km bestod således af løb i løst sand kun afbrudt af enkelte mindre forhindringer såsom; kravl igennem rør, små vægge til over/unders, løb med bildæk, traversering i reb og nå ja en god svømmetur i det kolde danske hav. Følgende løb foregik i et skiftende terræn af hårdt sand, vandkant, græs, grus og beton samt nogle små svømmeture. Forhindringerne på ruten var af meget blandet sværhedsgrad, særligt bør nævnes ”The Rings” som vi mødte efter ca. 5km, de bestod af ca. 30 meters armgang i nedhængte ringe, hvilket var en stor mental udfordring da vi på pågældende tidspunkt var iskolde efter en svømmetur. I tilfælde af fiasko på ringene ville det betyde endnu en tur i baljen. Heldigvis var ringene udstyret med sandpapirs grip så vi kunne gribe fat uden at glide ned.  Til min store glæde og sejrsfølelse klarede jeg den uden de store problemer.

Som ekstra udfordring var næste forhindring i rækken, som vel og mærket var placeret kun ca. 50m efter ”The Rings”, en monkeybar i form af stiger der gik op i et kip og ned igen, PLACERET MIDT I VANDET! En stor udfordring for alle løberes overkropsstyrke.  Pull/Chin-ups er vejen frem mht. træning her.

Rutens eneste mudderfyldte forhindring var en enkelt omgang piktråds kravl. Og selv her var mudderet begrænset.

Målområdet var fyldt med flere af rutens største forhindringer; ”Trapez sving” en kæmpe udfordring da jeg ikke har verdens længste arme og derfor havde svært ved at nå imellem trapezerne, og af samme grund måtte jeg desværre ud på en lille straf løbetur her. Derefter kom der en række vertikalt hængende reb der skulle farseres, disse var tæmmeligt glatte efter mange deltagere havde passeret, af samme grund var der en del deltagere der gled ned og måtte løbe strafrunde. Så kom ”Dragons Back”, en række stilladser, formet som piggene på ryggen af en drage, vi skulle springe imellem, efter min mening en rigtigt sjov udfordring. Direkte efter den kom den absurd høje rampe, en forhindring der kræver særlig god acceleration, timing, springstyrke og evt. en god holdkammerat der kan gribe fat i ens arm når man nærmer sig toppen.

Alt i alt var Toughest Mini Tour Copenhagen en utroligt fed oplevelse, forhindringerne og set-up’et var yderst professionelt opbygget. Og vi var som deltager aldrig i tvivl om hvad der skulle ske og hvor vi skulle hen.

FundRacers vil med stor glæde se frem til fremtidige løb i Toughest regi.