Race Report: Tough Viking – Malmø

19-09-2015
Distance 10km
Forhindringer ca. 25+

 

Det var lørdag morgen og jeg var en af de første der var landet på pladsen til Tough Viking. Fra pladsen kunne jeg se ud over Øresund og vejret viste sig fra sin gode side. Jeg var klar til at prøve kræfter med et, for mig og resten af Team FundRacers, nyt løb. Med deres egen proklamering af at være: ”The leading, largest and most brutal Obstacle Course in Scandinavia and Russia” var det lige noget for os. Eneste bekymring var den tikkende forhindring som var lige bag mig, en tikken der kom fra strømmen der pulserede igennem ”10.000 Volt”-forhindringen. Men det var den allersidste forhindring, så den kamp måtte jeg tage 9,99 km inde i løbet.

Tough Viking løbene varierer i distancer, alt fra 5-15 km, men dagens løb i Malmø var 10 km.

 

12038055_10153135637210382_8921468390483483993_n

Vi havde planlagt ikke at løbe i første heat, men derimod løbe i heat 2 og således have nogle foran os at indhente. Men pludselig står vi i folden, der bliver talt ned og så tonser vi afsted som de første med direkte kurs mod første ”forhindring” ved navn ”Pain”, der består af 7-8 hvad må formodes at være svenske, ikke amerikanske football-spillere. Deres mål at tackle mig mislykkedes dog, idet jeg formåede at placere mig strategisk godt bag to fellow racers, der dermed agerede skjold for mig. Short story long, de blev begge tacklet hårdt i jorden og jeg var hastigt videre med to konkurrenter færre.

”Over og under” et par gange og over en container hvor den svenske kystvagt stod stationeret og gav os opmuntrende råb, what? Dernæst kommando kravl under noget camo-net ud i vandet – øv ingen pigtråd? Jeg er vant til spilde blod når jeg er i kommandokravl fordi jeg først forstår at jeg skal komme helt ned fjerde gang jeg skal trække pigtråden ud af ryggen. Jeg er desuden vant at soldaterne nedgør mig og straffer mig med pushups fordi jeg kækt råber ”too easy”(måske skulle jeg stoppe med det???). Anyways, svenskerne er bare venligere.

Lidt balance-forhindringer, hvor jeg dog savnede at den ubarmhjertige straf ved at falde ned var mere end et fald på en halv meter, måske balance over krokodiller, eller måske balance mellem to klipper eller … Note to self: lad være med at forsøge dig som arrangør af OCR-løb!

12027268_10153135637180382_2306367488476550803_o

Lette fødder fik mig igennem omkring en million dæk lidt længere fremme og så lander vi ved ”Rope Climb”. Det er absolut IKKE min force, tværtimod, men jeg har øvet. Sidste gang jeg mødte ”Rope Climb” var denne forhindring den eneste jeg ikke fuldførte og det kostede mig 15 min i tidsstraf. Denne gang tog jeg ved rebet og med fire tag var jeg oppe, min J-Lock virkede, succes!

Høj på eufori over at have overvundet rebet havde jeg fornyet energi og forcerede en bakkeskrænt nedad, og så var det over og ned i en masse containere. Too easy! Gennem et flammehav, host host, husk liiige at holde vejret næste gang. Igen kommando kravl og min indre masochist ærgede sig igen over manglen på pigtråd. Så landede jeg ved en masse traktordæk og tænkte, at nu måtte jeg hellere hoppe lidt højere end ”en million bildæk”-forhindringen. Efter at have hoppet ind og ud af to traktordæk råbte official ved posten at jeg skulle flippe dækket tre gange, ikke hoppe over dem!!! Nåååååh, det gav mere mening, men var jo lidt hårdere, øv! Men flippet blev de.

Under en masse forhindringer og op og ned af en masse skrænter og mælkesyren begyndte nu for alvor at gøre sig bemærket. En lang løbestrækning langs kysten og pludselig tordnede Øresundsbroen frem foran mig. Næste forhindring var under en masse tønder ude i vandet. Ikke svært, men vandet var omtrent 3 cm koldt(drengene ved hvad jeg mener) og det var i grandiøse omgivelser med det åbne hav og under en af Øresundsbroens støttesøjler. Men mælkesyre plus kulde er lig med tunge ben, det lærte hverken i kemi eller fysik, men det erfarede man det sekund man meget sølle fik trukket sig op på land igen. Kun omkring tre km igen nu.

Næste forhindring ”Tanks” er en tung vanddunk der skal bæres ca. 100 meter op og ned af en bakke. Jeg havde ellers set frem til at skulle undvige skudsalver fra svenske kampvogne, men den forhindring gemmer jeg bare til det OCR-løb som jeg en gang bliver arrangør af … gnæk gnæk …

Forcering af en omvendt skråvæg og så er det tid til endnu en dukkert. Et fem meters hop ned i Øresund. Jeg plejer at tøve i højderne, men de ti minutter jeg plejer at tøve har de sidste par gange kostet mig et par hundrede pladser, så højdeskrækken måtte vente til jeg efter løbet skal ned fra podiet(as if!).

Så følger dagens absolut hårdeste forhindring, løb langs kysten tilbage mod målområdet, halvt på skrænt, halvt i sand og halvt i maaaange buske med torne. Mine færdigheder med brøkdele er lige så gode som mine ben og arme var revet itu(???) da jeg endelig havde forceret denne naturlige forhindring og landede ved ”Roman Rings”-forhindringen. Weeee, jeg har muligvis været abe i tidligere liv, så jeg fik gynget mig let igennem ringene og slutspurten blev nu sat ind, en smule sent med under en kilometer igen.

10402970_10153135637190382_2494265081092127437_n

Over en tyrkisk peber/irsk bænk-forhindring og mere armgang, denne gang i monkey bars. Herefter dips-fra-helvede-forhindring og til trods for min fortid som abe, duuuuh, så var det hårdt, virkelig hårdt, og jeg forsøgte at lave små hop fremad et par gange, men mine arme skreg imod, så jeg måtte ”gå” stille og roligt med armene.

Lidt rystet over at jeg næsten failede kom jeg frem til rampen. Men det var jo ingenting, den var jo ikke lige så stor som Onico-rampen i Toughest-løbene OG der var tilmed et reb der hang ned fra toppen, too easy!!! Mit kække selvbevidste løb mod løb rampen slog over i spurt og jeg fik fat i rebet, dernæst kanten, dernæst … var jeg i bunden af rampen, jeg mistede grebet.  Hmmm, prøver lige igen, too easy! Denne gang lidt rystet, men stadig med overbevisning. Fik fat i toppen af rebet, men gled igen, nu med ropeburns. Øhhh, hvad sker der lige? Et forsøg mere, denne gang uden kækhed og overbevisning … Og fail! Min rope-forbandelse har ændret sig. 30 pushups i straf! Bum!

12032253_10153135637170382_3028660440661966529_n

Ingen overhalede mig mens jeg kæmpede mod rampen og ej heller da jeg tog mine 30 pushups i straf, så jeg løb slukøret men stadig ved et eller andet mod videre til ”Submerge”, rør der førte en sidste gang ud i Øresund. Og så landede jeg ved sidste forhindring. De havde ikke fjernet den. Det var det eneste der adskilte mig fra målstregen. Straf var ikke en mulighed, min selvtillid havde lidt et stort nok nederlag kort forinden. Jeg stoppede en kort øjeblik og kunne høre lidt latter blandt publikum. De havde tydeligvis medlidenhed med mig, eller … Det var faktisk den primære grund til at jeg ville løbe præcis dette løb, for at prøve kræfter med denne forhindring. Jeg fandt min ondeste og mest masochistiske OCRacer frem og løb ind i junglen af ledninger. Jeg fik et par stød undervejs, men det var ikke slemt, måske havde jeg vænnet mig til det? Kan man det? Er man rask hvis man kan se frem til og/eller vænne sig til at få stød? Hvorom alting var kom jeg i mål. Jeg blødte efter sigende fra munden, armene og benene, men i mål var jeg. Jeg fik en 12. plads i løbet og bilder mig selv ind at dette er følelsen vikingerne havde da de erobrede land og folk, i mit tilfælde havde jeg erobret min frygt for strøm. Men endnu vigtigere, med nyslået titel som ”Tough Viking” følte jeg mig klar til at erobre USA og verdensmesterskabet, sammen med et helt læs andre seje vikinger d. 17. oktober, når vores skib lægger til i Ohio.

Beware OCR World – the Danes are coming!