For Solveig
ANDERS HISTORIE
Anders' datter Solveig blev ramt af en sjælden kræftsygdom, da hun var 16 måneder gammel. I dag løber han for hende - og for alle de børn, der stadig kæmper. Dette er hans historie, fortalt med hans egne ord.
Min frække knude
I februar 2021 fik min dengang 16 måneder gamle datter Solveig konstateret en sjælden type kræft i ryggen, som skulle vise sig at være svær at bekæmpe. Solveig skulle igennem et intenst kemoforløb og efterfølgende opereres, hvilket gjorde hende meget syg.
Hun var indlagt i lange perioder, og både min kone og jeg måtte tage orlov fra vores job for at være der for hende og vores anden datter på dengang 6 år, der naturligvis var meget mærket af situationen.
I dag siger Solveig selv: "Min frække knude sover lige nu." Det beskriver vores nuværende situation meget godt - selvom hendes diagnose desværre er kronisk.
I dag går Solveig i skole hver dag, men hun bliver stadig hentet kl. 13, fordi trætheden efter hendes kræftforløb fortsat fylder meget. Når hun kommer hjem, har hun brug for ro, pause og nogle gange en lur, før hun kan klare resten af dagen. Hun har det heldigvis godt, og hendes seneste kontrolscanning var positiv uden tegn på kræftmistænkelige forandringer, men hverdagen er stadig præget af de spor, sygdommen og behandlingen har sat.
At være tæt på døden
Så hvorfor deler jeg dette? Fordi at være tæt på døden giver en stærk appetit på livet.
Efter et forløb som dette ser verden simpelthen anderledes ud. På en mærkelig måde er den smukkere og står helt klar i stærkere farver. Man forstår sig selv bedre og opnår en dyb indsigt i sit indre, fordi man pludselig har været helt ude i alle afkroge - også i de helt mørke, der normalt ikke bliver besøgt, og måske aldrig nogensinde opdages i en almindelig hverdag.
Jeg behøver ikke fortælle i detaljer om smerten og afmagten, man føler, når man ser sit barn ligge dødssyg i en hospitalsseng. Men jeg kan fortælle, at man efterfølgende lærer at sortere, at vælge til og fra, og at værdsætte hvert minut.
“At være tæt på døden giver en stærk appetit på livet.”
Hvorfor jeg løber
Det er lige netop derfor, at jeg deltager i FundRacers. Det giver mening at kæmpe for børn, som bliver ramt af kræft. Jeg får desværre ikke løbet så meget mere som før på grund af en knæskade - jeg kan godt løbe små ture, men de lange løb giver mig udfordringer med smerter. Til gengæld styrketræner, ror og cykler jeg 3-4 gange om ugen for at holde mig stærk og sund.
I maj sidste år valgte jeg at ændre min måde at leve på, både ved at omlægge kost og dyrke meget mere motion. Det har resulteret i et vægttab på 28 kg. Det har været en motivation for mig at blive både fysisk og psykisk stærk - for min familie og for mig selv.
FundRacers giver stadig rigtig god mening for mig. Det er nærmest blevet en del af min identitet, og når jeg træner, skal trøjen altid være på. Når jeg trækker den over hovedet, føles det ikke som sport. Det føles som ansvar og som retning. På de hårde dage, når det gør ondt, og jeg har lyst til at stoppe, kan jeg høre Solveig sige: "Du kan godt far, bare lidt mere." Så fortsætter jeg. Trøjen minder mig om, hvorfor jeg gør det. For hende. For børn som hende.
Startstregen
Mit største øjeblik har været at stå på startstregen og mærke, at jeg ikke stod der som privatperson - men som far. Og at vide, at hver eneste kilometer var med til at samle penge ind til børn, der kæmper for deres liv.
Før jeg meldte mig, tvivlede jeg på, om jeg kunne bære det. Om jeg kunne fortælle vores historie uden at blive overmandet af den igen.
Det gik op for mig, at det her var større end "bare et løb", da de første donationer kom med personlige beskeder. Det handlede ikke bare om et startnummer. Det handlede om fællesskab. Om mennesker, der valgte at stå sammen med os.
“Jeg stod ikke der som privatperson — men som far. Og hver eneste kilometer var med til at samle penge ind til børn, der kæmper for deres liv.” - Anders, Solveigs far
Hvad jeg lærte om mig selv
Jeg lærte, at jeg kan stå i det svære og stadig handle. At jeg ikke skal gemme det, der betyder noget. Og at sårbarhed faktisk kan være en styrke.
Ærligt talt er det ikke refusionen af billetten, der betyder noget for mig, når jeg når mit indsamlingsmål. Det er følelsen af, at vi sammen havde skabt noget konkret. At vores historie kunne omsættes til håb og handling.
Det sværeste
Det sværeste var at åbne op igen. At sætte ord på noget, der stadig gør ondt. Men det var det hele værd, fordi det giver mening. Og mening er det, man leder efter, når man har stået tæt på at miste.
Hvad jeg håber
Hvis jeg skulle overbevise en ven om at være med, ville jeg sige: Du får stadig hele løbeoplevelsen. Men du får også en dybde, der ændrer den. Det er noget andet at krydse målstregen, når du ved, at du har løbet for nogen, der ikke selv kan.
Mit næste mål sammen med FundRacers er at fortsætte. At tage flere med.
Vil du hjælpe med at gøre en forskel? Din støtte - stor som lille - vil være med til at give flere børn håb, hjælp og helbredelse. Alle donationer går 100% ubeskåret til Børnecancerfonden.
Af hjertet tak, fordi du vil være med.
Vil du gøre noget?
Du kan støtte Anders' indsamling — eller selv løbe i en kærs navn. Er du i tvivl, så skriv til os. Vi griber dig.
Følg Anders og Solveigs rejse på Instagram: @jegloeberforsolveig